Uddrag af anmeldelser – I lige linje

Vitaminrig krimicocktail

“De spændingsskabende ingredienser er på plads i den krimi, Grue med suveræn hånd ryster sammen. (…) Anna Grue har endnu en gang rystet en vitaminrig krimicocktail, som ryger direkte ned uanset sommervejret.”
***** Henrik Tjalve (Dagbladenes Bureau), Nordvestnyt

Tiltalende med almindelige mennesker

“Anna Grues ‘I lige linje’ er et eksempel på en dansk krimi, der bygger på den engelske krimitradition med en privatdetektiv, der på omtrent lige fod og i samarbejde med politiet efterforsker en forbrydelse. (…) Jeg synes generelt rigtig godt om bogen. Det tiltaler mig, at det er almindelige mennesker, der udgør bogens persongalleri, og at de problemer, der beskrives i bogen, er almenmenneskelige.” ***** Jan Findal, Krimifan.dk

Krimi der lykkes med det hele

“Jeg synes, det ville være unfair at røbe mere, for en af Grues spidskompetencer som krimiforfatter er det sindrige og sømløst udtænkte plot, som læseren rent faktisk har en chance for at løse, hvis man spidser ørerne og koncentrerer sig. Hvad jeg derimod godt kan afsløre er, at Dans søgen efter sin ukendte far på forunderlig vis bringer ham helt tæt på Flemmings mordefterforskning, og at han på øretæveindbydende facon kan udmanøvrere Flemming ved at være den første, der får fingrene i essentielle oplysninger om de involverede. Og at Anna Grue – igen, igen – har skrevet en krimi, der lykkes med det hele: Intrigerne, persontegningerne og spændingskurverne er i perfekt balance.”
Katinka Bruhn, Weekendavisen

Mord og privatliv uden at blive for meget

“Beskrivelsen af, hvordan en pårørende skal håndtere at miste en pårørende – uden at gøre det fysisk – klarer Anna Grue rigtig fint i beskrivelsen af Dans forhold til hans syge mor. Bogen er en krimi uden at være en klassisk krimi. Der er et mord og en opklaring af samme, men Dans privatliv fylder lige så meget, og dette klares, uden at nogen af delene bliver for meget. Bogen skal klart være en del af sommerlæsningen rundt omkring i landet.”
***** Camilla Laugesen, Bogfidusen.dk

Overraskende plot i en krimi som er helt sin egen

Sproget er let og flydende, og alt for hurtigt når du frem til sidste side i historien, Det er ikke en krimi, hvor du sidder ude på kanten af stolen og ikke tør se de billeder, som historien skaber, Til gengæld er det en krimi, som er helt sin egen og som giver dig den spænding, der skal være, på sin helt egen, stilfærdige facon. Plottet er rigtig godt bygget op, og jeg lover dig, du bliver overrasket til sidst.” Lone Maj Knudsen, Krimihjerte.dk

Velskrevet og underholdende med beske undertoner

“Og så kan Grue ellers give den gas med et væld af billeder på de typer, hun tegner med spids pen: Dan, der rynker på næsen ad sosu-assistentens smøger og billige hvidvin, mens han må sælge Finn Juhl-sofaen, og så alle de andre småborgere, der på godt og ondt agerer i et univers et sted mellem Korsbæk og Agatha Christie. Alt i alt velskrevet og underholdende til den hyggelige side med både beske undertoner og glimt i øjet.”
**** Marie-Louise Toksvig, Ekstra Bladet

En mand bliver voksen

“Hvad gør det ved en mand, at han ikke har haft en faderfigur med sig?’ Anna Grue vidste med egne ord i alle sine syv bøger om den skaldede detektiv, at de ikke blot var krimier, men også bøger om en mand, der bliver voksen. ‘Og det er han ved at blive nu,’ lyder det fra forfatteren, der skriver både vedkommende og kærligt om sine personer, så du kommer til at kende dem rigtig godt.”
**** Lisbeth Helleskov, Nordjyske

Spænding så man glemmer den triste dagligdag

“Dan Sommerdahl er et bekendtskab, man kommer tæt ind på livet af og kommer til at holde af og med. Han er så fint beskrevet, at man føler hans ensomhed, søvnløshed og tristhed. Så selv om han ikke vil indrømme den lurende depression, så fornemmer man, hvor det bærer henad. Depressionen får dog ikke helt rodfæste i denne krimi. Tværtimod så løfter spændingen det hele op på et niveau, hvor man glemmer tristhed og dagligdagens problemer, mens Dan gør alt, hvad kan kan, for at opklare egne og andres gåder. Bogen kan varmt anbefales til læsere af klassiske krimier, hvor opklaringen er i højsædet og teknikken blot en biting.” Helle Post, Litteratursiden.dk

Hyggen breder sig med uhygge uden stress

“Politiarbejdet kan ligge på et politiskilt, og der vil stadig være plads til en politihund og dens fører. Men eller på genrens præmisser en nydeligt restaureret og pænt spændende whodunnit, hvor Postmand Per naturligvis aldrig kan være morderen. En by i provinsen parret med Barnaby. Tilsat en stang vanilje fra Maria Langs køkken, så lagt i en form fra Agatha Christies keramikværksted og bagt ved svag varme. Hyggen breder sig med en uhygge, der hverken giver posttraumatisk stress eller heftige hedeture.”
**** Bo Tao Michaëlis, Politiken

Herlig bog med Dan the man

“Som krimifreak slugte jeg fornøjet bogen, selv om krimintrigen ikke er romanens drivkraft – det er derimod Dans behov for at finde sit fædrene ophav. Det er en herlig bog, fordi Dan bare er ‘the man’, og jeg befinder mig uhyggeligt godt i hans selskab. Han udvikler sig i denne roman og har noget på spil. Der er ikke længere så meget drengerøv over Dan, og det klæder ham. Anna Grue har i den grad talent for at tegne vedkommende personportrætter og beskrive menneskelige relationer, og hun skriver både humoristisk og skarpt.”
Rebecca Andreasen, vildmedkrimi.dk

Underholdende og nem at læse

Det klæder det hyggelige univers, at dets indbyggere kæmper med livets store overgange, for det er vi sandelig nogle stykker herude, der også gør! Tag dog ikke fejl: I lige linje er nøjagtig lige så underholdende og nem at læse som de første seks bind. Halvandet døgn tog det mig at stryge lige igennem, og så blev jeg lidt ked af det, fordi det var gået for hurtigt. Jeg kom til at savne Dan (som faktisk er blevet en ret tiltrækkende person, efterhånden som hans ophavskvinde har skrællet de allermest overfladiske lag af ham), Marianne og Flemming og følelsen af tryghed ved at ‘færdes’ rundt i Christianssund.”
***** Ulla Hinge Thomsen, bogliv.dk

 

Tilbage til bogens side