 |
|
Annas Top 5 i juni
Endnu en gang har jeg præsteret at blive flere dage forsinket med den månedlige top 5, og endnu en gang har jeg en fremragende forklaring: Jeg arbejder hårdt og koncentreret på at blive færdig med min næste bog, så den kan udkomme 1. oktober, og det ser minsandten ud til at lykkes! At jeg så ved siden af læser lige så meget, som jeg plejer, er en helt anden historie …
 ISLANDSK KRIMI
Arnaldur Indridason: Nordmosen
Min svenske svigerdatter har gennem længere tid presset på for at få mig til at læse denne islandske krimi, men jeg var svær at overtale. Jeg havde den kun på svensk, og var der ikke noget med, at sådan nogle islændinge er meget seriøse og tungsindige? Heldigvis helmer bemeldte svigerdatter aldrig, når hun først har sat sig noget i hovedet, og til sidst gav jeg efter og læste den – og måtte endnu en gang konstatere, at hun har ret. Der er absolut en grund til, at denne bog i sin tid fik Glasnøglen som Nordens bedste krimi. Nordmosen er uhyggelig på den afdæmpede, nordiske måde, men den er mindst lige så indviklet og velskrevet som de bedste, britiske af slagsen. Tak, Hanna!
|
 SVENSK SERIE
Maj Sjöwall & Per Wahlöö: Martin Beck serien 1–10
Det var mindst ti år siden, jeg sidst havde slugt serien om den svenske kriminalkommissær og hans uhomogene stab af detektiver, så for to uger siden syntes jeg pludselig, at det var tid igen. Nu er jeg kun halvandet bind fra at være færdig … og ja – nu kan jeg godt huske, hvorfor jeg har elsket denne serie i hele mit voksenliv, og hvorfor det meste af den krimielskende befolkning i Nordeuropa er helt enig. Den er ganske enkelt fremragende, både indholdsmæssigt og i fortællestilen, og så udmærker bøgerne sig ved at være morsomme (!) – ikke just en egenskab, man er forvænt med i krimigenren. Mine favoritter er stadig ’Strisser, strisser’ og ’Det lukkede rum’, som rummer scener, der får mig til at grine højt, hver gang jeg læser dem. Det er stort!
|
 DANSK NØRD
Kazparro: Bjarne Riis Pressemøde Remix
Guderne skal vide, at jeg fik nok at både Bjarne Riis og cykelsport allerede for elleve år siden, da den sure he-man vandt Tour de France og blev modtaget herhjemme, som var det Frelseren selv, der havde meddelt sin beslutning om at slå sig ned i et parcelhus på Vejlekanten. Da al dopingsnakken begyndte, blev jeg endnu mere træt. Nu kunne man ikke undgå at høre om cykelsport, ligegyldigt hvor dygtigt man driblede uden om de egentlige sportsprogrammer – og da så Ørnen fra Herning omsider besluttede sig for at fortælle om sin doping, gik det helt amok. Ikke en gang vi, som ikke ser fjernsyn, og som læser aviser med et yderst behersket forhold til sport, kunne slippe for hans surmulende ansigt og tvære stemmeføring.
MEN SÅ … skete der pludselig noget fantastisk! Da kultholdet Team Easy On på YouTube udsendte et tyve minutter langt pressemøde, hvor de åbent fortalte om de 74 stoffer, holdet i de seneste mange år havde dopet sig med; hvor Oksen fra Hammel brød sammen for åben skærm og undskyldte over for sin farmor; og hvor Pim de Kaysergracht forklarede journalisterne, hvor de kunne ringe hen, hvis de også ville ha’ lidt at dope sig med … så blev jeg straks i lidt bedre humør. Og da YouTube-nørden med pseudonymet Kazparro nogle dage senere kombinerede Bjarne Riis’ sure fjæs med Pims forunderlige, hollandsk-engelske udredninger, var jeg helt solgt. Kazparro er fra dags dato min helt! Se værket på http://www.youtube.com/watch?v=mTmoIsStEG8
|
 SVENSK DRONNING
Jacob Forsell m. fl.: Astrid Lindgrens liv i billeder
Jeg er ellers ikke den store ynder af coffee table bøger – sådan nogle store, uhåndterlige billedbøger, som ikke er til at læse i liggende stilling. Men denne utroligt smukke og indholdsmættede fotobog er undtagelsen. Jeg fik den på udgivelsesdagen, og jeg læste rub og stub på en aften – pænt siddende ved et bord. Billederne kigger jeg stadig på, for sjældent er en forfatter dog blevet billeddokumenteret så grundigt og varieret gennem et helt liv. Astrid Lindgren var måske nok både verdensberømt og forfængelig, men hun blev aldrig selvhøjtidelig. Et eller andet sted blev hun ved med at være et barn, og det er det, der gør billederne af hende til en så udsøgt fornøjelse. Hun blæser på, om man kan se op under hendes skørter, når hun gynger med en flok unger, hun rækker tunge ad fotografen, skærer ansigter for at fornøje en lille, fremmed pige og kravler i høje træer til det sidste. Hun var verdens bedste!
|
 ITALIENSK IS
Venedig Biennalen 2007
Hvert andet år drager hele den danske kunstverden til Venedig for at være med til ferniseringen på Biennalen, og da jeg er gift med en kunstmaler, drager jeg som regel med. Hvad de færreste af min mands kolleger ved, er, at jeg er i stand til at opholde mig flere dage i byen, mens den er spækket med kunstnere og museumsfolk fra hele verden, uden at se så meget som et enkelt maleri. Jeg er der udelukkende for at være sammen med vennerne, nyde en af de smukkeste byer i verden og spise masser af pebermynteis – en variant, som det af en eller anden grund er næsten umuligt at få fat i herhjemme. Jeg pjækker med andre ord fra selve den begivenhed, vi alle sammen er kommet derned for. Ikke fordi jeg har noget imod billedkunst; jeg hader bare store menneskemængder og kan ikke klare at stå tæt foran værkerne, når man kunne have siddet i ro og mag på en fortovscafé og kigget på folk, der går forbi … I år har jeg imidlertid tænkt mig at bryde rutinen og rent faktisk deltage i ferniseringen på Biennalen. Danmark er nemlig repræsenteret af den store maler Troels Wørsel – og ham kan selv jeg ikke lade være med at beundre. Hvis jeg er heldig, kan man købe en is på udstillingsområdet. Og måske oven i købet én med pebermynte … Man har da lov at håbe!
|
|
|
|
|
 |
|
