 |
|
Annas Top 5 i oktober
For et par uger siden kom postbudet med en af de rigtig dejlige pakker fra min britiske bogpusher: Den nye Rendell, den nye Billingham, den nye Robinson og den nye Rankin – på én gang! Foreløbig er de tre af bøgerne slugt. Og du kan godt glæde dig!
 Ian Rankin: Exit Music
Dette er sidste bind i serien om John Rebus; i hvert fald hvis man skal tro seriens forfatter ... og det skal man vel! Handlingen tager sin begyndelse på den utilpassede Edinburgh-detektivs sjettesidste dag inden pensionen. En verdensberømt, russisk lyriker tæves ihjel på åben gade, og selv om der er et par politikere indblandet i opklaringsarbejdet, er der heldigvis endnu flere mystiske russere, halvgamle gangstere og ikke særligt snedige narkohandlere, så det hele ikke går op i hat, briller og lokalpolitiske fiksfakserier, som et par af de foregående bind har haft tendens til. Hvis det her virkelig er sidste eventyr med Rebus, så er det afgjort en værdig svanesang.
www.amazon.co.uk
|
|
 Ruth Rendell: Not in the Flesh
Siden denne series første bind udkom i 1964, er det blevet til i alt 21 selvstændige romaner med den – for en fiktionsdetektiv – lige lovlig veltilpassede Reginald Wexford. Det er lang tid; også for lang, selv om det gør helt ondt at sige det for en svoren Rendell-fan. Jeg synes stadig, at Ruth Rendell er fuldstændig fantastisk i sine person- og miljøskildringer, og at hun kan strikke et plot sammen som (næsten) ingen anden, men Wexford burde hun efter min mening have sendt på pension for flere år siden. Sammenlignet med forfatterens øvrige bøger (hun har skrevet i alt 61 romaner plus et uoverskueligt antal noveller!), er de senere års Wexford-historier underligt rutineprægede. I denne, der involverer to meget gamle lig, et tomt hus og en flok mere eller mindre farverige naboer, gættede jeg plottet halvt inde i bogen – selv om jeg blev ved at håbe, forfatteren ville snyde mig inden sidste side. Det gjorde hun ikke; og det, mine damer og herrer, er et svaghedstegn, jeg ikke er stødt på før hos fru Rendell.
http://www.amazon.co.uk
|
 Mark Billingham: Death Message
Den nyeste af de serier, jeg i øjeblikket regner som uundværlige, er Mark Billinghams kulsorte beretninger om London-detektiven Tom Thorne. De er simpelthen det mest velskrevne, der er at finde på de engelske hylder netop nu – og heller ikke dette, det seneste bind i serien, skuffer. Historien indledes med en morder, der tager billeder af sine ofre og sender dem (altså billederne) som MMS’er til detektiven. Thorne bliver som beregnet fuldstændig besat af sagen og roder sig hurtigt ud i noget juridisk snavs for at bevare kontrollen med efterforskningen. Death Message er lige så spændende som de foregående seks bind i serien og kan anbefales på det varmeste.
http://www.amazon.co.uk/
|
 Turen går til Indien
Noget af det bedste ved at skrive er, når ens personer får så meget liv, at de begynder at handle på egen hånd og overraske deres skaber. I min fjerde roman, andet bind i Dan Sommerdahl-serien, havde jeg et vældig godt overblik over, hvad der skulle ske for alle bogens personer, inden jeg satte mig til at skrive. Alligevel gik det pludselig, efter blot 15-20 sider, op for mig, at en af hovedrollerne har en uhyre vigtig forbindelse til Indien. Og det er i og for sig okay. Hvis han siger, det er sådan, så har han vel ret. Det skal jeg ikke blande mig i. Men jeg har et problem: Jeg er en hjemmefødning af den slags, der aldrig har draget verden rundt med rygsæk på, og som ud over en tur til Uganda (da jeg var 14) samt to besøg i New York aldrig har været uden for Europa. Mine dristigste rejser foregår via computerprogrammet Google Earth … og så er det altså svært at skrive troværdigt om livet i en landsby i Indien. Suk. Nå, men jeg har taget mig sammen; booket rejsen, søgt et legat, bestilt tid til vaccination – og købt en lommeguide. Håber, jeg overlever både malariamedicin, flyrejse og diverse fremmede bakteriekulturer!
www.politikensforlag.dk
|
 Jane Austen: Pride & Prejudice
Nej, det har overhovedet ikke noget med krimier at gøre … og dog. Hver gang jeg hører en eller anden litterat udtale sig nedladende om populærlitteratur – eller ’kulørt’ litteratur, som de kalder det – tænker jeg på den sprøde chicklits moder, Jane Austen. Hun skrev humoristiske, samfundssatiriske romancer, så der ikke var et øje tørt – og den dag i dag, 200 år senere, hører hendes bøger stadig til yndlingslekturen hos kvinder i hele verden. Læs dem en gang om året med god samvittighed; jeg har endnu ikke hørt om nogen, der har taget skade af at føle sig underholdt under indtagelsen af en bog!
www.amazon.co.uk
|
|
|
|
|
 |
|
