 |
|
Annas Top 5 i september
I denne kølige sensommer luner jeg mig med en klassiker, en svensker og en tur til de varme lande …
KRIMISERIE
Åsa Larsson: Solstorm, Blodskyld og Sort sti
Svenske Åsa Larsson hører til mine absolutte favoritter, selv om jeg har været lang tid om at nå frem til hende. Alt, hvad jeg vidste om hendes bøger, var, at de foregår i det allernordligste, iskolde Sverige, at hun er blevet sammenlignet med Kerstin Ekman, og at der er hele to gæve kvinder i hovedrollerne. Femi-krimi, tænkte jeg – og sprang over. Men til sidst måtte jeg give mig. Eller rettere: OVERgive mig. For hold da op, hvor er Åsa Larsson en fremragende forfatter! Hendes plots, hendes persontegninger, hendes stemningsbeskrivelser, hendes formfuldendte sprog … Alt er helt i top. At hun samtidig er fuldstændig tosset med hunde og får klemt endnu flere af slagsen ind i sine bøger end jeg, trækker naturligvis på ingen måde ned. Læs de tre, der i skrivende stund er oversat til dansk – og læs dem i kronologisk rækkefølge. Så får du mest ud af det.
www.bogpriser.dk
|
|

SPION-THRILLER
William Boyd: Restless
William Boyd er en velskrivende brite, som bestemt er værd at stifte bekendtskab med. Hans femtende roman er, så vidt jeg ved, den første med et egentligt krimiplot. Til gengæld får den på alle tangenter i historien om den aldrende Sally og hendes voksne datter, Ruth. De to kvinder lever hver sit helt almindelige, britiske middelklasseliv. Men Sally er alt andet end almindelig. Hun har en gådefuld fortid som spion, og en dag beslutter hun sig for at indvie datteren i sine hemmeligheder. Langsomt bliver fortid til nutid, og Ruth hvirvles ufrivilligt ind i en række begivenheder med tråde helt tilbage til anden verdenskrig. Restless fås endnu ikke på dansk, men mon ikke en oversættelse er på vej? Det fortjener den i hvert fald.
http://www.amazon.co.uk
|

KLASSIKER PÅ TV
Charles Dickens: Bleak House
Er du lige så Dickens-begejstret som jeg, foretrækker du sikkert også at læse bøgerne frem for at se filmatiseringerne. Men i dette tilfælde synes jeg faktisk, at BBC-serien er så god, at kampen mellem de to medier ender uafgjort. Den meget lange, indviklede historie fungerer upåklageligt som tv-serie med navne som Gillian Anderson, Charles Dance og Denis Lawson i nogle af de bærende roller. I seksten lange, stemningsmættede afsnit foldes historien langsomt ud, og der er plads til alt det, der gør Dickens til den største historiefortæller i verden: Skarp, begavet samfundssatire, fantastiske personbeskrivelser og et solidt krimi- og spændingsplot. Jeg fandt den i BBC’s shop, hvor jeg elsker at ose. Du skulle prøve det!
http://www.bbcshop.com/
|

OFFENTLIG SERVICE
Postbuddet på Samosvej
Og nu, vi er ved det med shoppingen … Jeg er så glad for, at vores postbud ved, hvordan man gradbøjer en ”Nej tak til reklamer”-mærkat. Han forstår uden videre, at det, vi siger nej til, er tilbudsaviser og kuponhæfter, men at vi naturligvis gerne vil have Arte-, aftenskole- og Ikeakataloger bragt til døren. Det er faktisk en ret subtil skelnen, han er ude i … Jeg mener; Arte og aftenskole er måske ikke så svære at se som ”ikke-reklame”, men at forstå, at et møbelkatalog er velkomment – det kræver altså lige det dér ekstra, som forandrer et acceptabelt postbud til en stjerne!
|

SOFTWARE
Google Earth
Du kender det sikkert – hvis ikke, må du skynde dig at installere dette herlige program, som oven i købet fås i en gratis version. Jeg kan bruge timer (bogstaveligt talt) på at rejse jorden rundt via computeren; tjekke steder, jeg støder på i de bøger, jeg læser; undersøge kystlinjer i områder, hvor jeg aldrig kommer til at sætte min fod; blære mig over for barnebarnet, der med åben mund og polypper deltager i den virtuelle flyvetur. Vi ælsker Google Earth!
Google earth
|
|
|
|
|
 |
|