 | | Anna læser  P. D. James: The Private Patient
Det er ikke pænt at tale om en dames alder – og dog: Når man er blevet 88 år gammel og STADIG kan skrive røven ud af bukserne på de fleste af sine halvt så gamle kolleger i hele verden … så er det altså en note værd! P. D. James er stadig i ubesværet topform i sin nyeste bog, hvis handling udspiller sig på en eksklusiv, plastikkirurgisk klinik i engelske Devon. Uden at forhaste sig folder den gamle mester sin historie ud, tegner omhyggeligt den ene person efter den anden, lader læseren gætte – og gætte forkert! – og SÅ kommer afsløringen, der som altid er meget mere raffineret, end starten lod ane. Det er naturligvis den distingverede digterdetektiv Adam Dalgliesh, der er i spidsen for efterforskningen, men det mere end antydes, at dette er hans sidste sag. Jeg beder til, at det ikke er tilfældet. Bare én bog til, please! | | 
 Åsa Larsson: Indtil din vrede er ovre
Svenske Åsa Larssons isbelagte, men meget blodige krimier udspiller sig altid i det allernordligste Sverige, omkring byen Kiruna. Det gælder også den nyeste, der indledes med den mest kolde og klaustrofobiske mordscene, jeg nogensinde har læst. Et ungt kærestepar dykker under isen i en dyb sø – og dør en langsom og pinefuld død, da nogen lægger en dør over hullet. Gys! Og på mere end én måde. Jeg er vild med Larssons overlegne fortælleteknik, hendes gennemarbejdede personer, hendes stemningsmættede sprog. Og jeg fryder mig i al stilfærdighed over, at hun tillader sig at have endnu flere dyr (især hunde!) med i sine bøger, end jeg nogensinde har turdet ;-) Det eneste kritikpunkt, jeg har, er bogens titel. Den er simpelthen for lang og træls – og svær at huske. | |
 Lene Kaaberbøl og Agnete Friis: Drengen i kufferten
Dette nye, danske makkerpar er kommet så godt fra start, at jeg allerede er lidt bekymret for konkurrencen – den ros skal de ha’! Drengen i Kufferten er en fuldstædig forrygende spændingsroman om en nøgen, treårig dreng, der findes bevidstløs i en bagageboks – og om den både frygt- og kompromisløse sygeplejerske Nina Borg, der beslutter sig for at blive barnets redning. Hold da fast, hvor er den historie dog både vedkommende og spændende. Og velskrevet! Jeg læste den nærmest i ét stræk og havde ondt i maven af medfølelse hele vejen igennem. Normalt kan jeg slet ikke have med bøger at gøre, hvor børn kommer til skade, men et eller andet gjorde, at jeg denne gang hang på alligevel. Den har sådan en nerve, at man nærmest ikke kan lade være. | |
 Sissel-Jo Gazan: Dinosaurens fjer
Endnu en ny – og farlig – konkurrent på krimiscenen er Sissel-Jo Gazan, der har fået så mange roser og stjerner for denne roman, at hendes ører stadig må være rødglødende. Den er da også usædvanligt vellykket – især, hvis man som jeg er nysgerrig på videnskabeligt nørderi og holder af at læse om dinosaurer, parasitter og underlige præparater. Historien er skruet godt sammen, plottet er velfungerende og personerne troværdige, selv om jeg har hørt nogle få læsere brokke sig over hovedpersonens voldsomme og næsten permanente vrede. Mig generer det nu ikke. Jeg synes faktisk, det er forfriskende med en kvindelig hovedperson, der ikke ejer behagesyge og som derfor ikke fremstår særligt sympatisk. | |
 Nick Hornby: Slam
Hvis der er én, der kan gengive unges tankegang, logik og sprog, er det britiske Nick Hornby (ham med About a Boy og High Fidelity). Denne evne kommer i allerhøjeste grad på en prøve i Slam (lyden af en krop, der rammer jorden), som er historien om en sekstenårig dreng, der lever et helt almindeligt teenageliv med skateboardet som det absolut mest centrale element. Han får sig en kæreste, de kysser og piller og lidt til … og SLAM! skal de to børn være forældre. Det er desværre en helt almindelig historie – især i England – og selvfølgelig er den gribende og sørgelig og alt det dér. Denne bog kunne med lethed have været en forudsigelig, socialrealistisk dræber. Men så er det, Hornbys talent kommer ind i billedet. Hans aldeles afvæbnende humor og hans legende lette håndtering af Sams sprog og tanker er så formfuldendt, at man bare er med til den bittersøde ende. Slam er ikke noget udødeligt mesterværk, men en yderst velskrevet, lille sag for den, der holder af underspillet, britisk humor. Kan bestemt anbefales. | |
 Håkan Nesser: Skyggerne og regnen
I 2006 udnævnte Det Danske Kriminalakademi denne roman til at være årets bedste krimi på dansk – og det, selv om krimiplottet som sådan faktisk spiller en forholdsvis tilbagetrukket rolle i bogens handling. Vægten er i stedet lagt på de mesterlige personbeskrivelser og det fint tegnede portræt af en svensk provinsby, fortalt i et levende, stemningsfuldt sprog, der får i hvert fald denne læser til at hænge åndeløst på til den bitre ende. Historien om Viktor, der for tredive år siden forsvandt fra byen K i kølvandet på et brutalt mord, er således ikke en traditionel krimi med en forbrydelse, fulgt af en opklaring og afsluttet med forbryderens endeligt. Det er en ganske anderledes roman på sine helt egne betingelser, og især skildringen af den sære dreng Viktor bliver hængende i lang tid efter læsningen. | |
 Michael Katz Krefeld: Før stormen
Også denne krimi har Kriminalakademiet belønnet – i dette tilfælde med sidste års debutantpris. Forfatteren benytter sig af en mere traditionstro komposition end Nesser, men han gør det effektivt og medrivende. Hovedpersonen, en dansk læge ved navn Maja Holm, er flygtet til en lille, norsk kystby. Hun vikles ind i et par meget blodige og makabre mord, og sammen med en sexet, lokal journalist giver hun sig i kast med opklaringen. Majas forbrug af nerve- og sovemedicin er imponerende, især i betragtning af, at pillerne som regel skylles ned med rigelige mængder alkohol. Jeg anede ikke, at man kunne holde sig vågen med så mange Rohypnoler i kroppen, men jeg er sikker på, at forfatteren har undersøgt sagen ;-) Slutningen antyder, at man kan forvente en fortsættelse en dag. Det håber jeg er sandt. Jeg vil i hvert fald gerne læse mere om Maja. | |
 Susanne Staun: Mine piger
Hvor de to foregående omtaler drejede sig om bøger, der allerede har modtaget priser, så har denne endnu ikke haft chancen – dertil er den simpelthen for ny. Men den må absolut være med på Kriminalakademiets shortlist, når dette års diplomer skal deles ud. Mine piger er fjerde bind i serien om Fanny Fiske, en gennemopereret, superforfængelig, kødædende, sprutdrikkende, hårdtslående, sarkastisk og aldeles upassende parodi på hele krimigenren. Forfatteren blæser højt og flot på alle snærende regler om skandinavisk realisme og politisk korrekthed – og føjer så spot til skade ved at henlægge handlingen på den mest superrealistiske vis til sin egen hjemby, sin egen gård, sit eget køkken. Det er mere end frækt – men det virker! Sjældent har jeg følt mig så godt underholdt. | |
 Maria Helleberg: Druknehuset
Også denne roman bevæger sig langt ud over grænserne for, hvad man normalt ser på det hjemlige krimimarked. Helleberg har henlagt handlingen i sin nye roman til starten af 1800-tallet, til et København, hvor vestindisk slaveri og hjemligt armod danner økonomisk grundlag for den lillebitte gruppe familier, som lever i ufattelig rigdom og overflod. Historien har på bedste Dickens-vis det hele: Bortrømte slaver, utro hustruer, skurkagtige skurke, ædle skøger, stinkende gyder og en lynskarp politimand, der efterforsker det mystiske fund af et gennemblødt lig og to afhuggede hænder. Det er altid inspirerende og forfriskende at se sin genre behandlet på en helt ny måde, og det er lige det, Helleberg gør i denne bog. Er du til både krimi og historiske romaner, er dette den perfekte kombination. | |
 Barbara Vine: The Birthday Present
Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen: HVIS man overhovedet skal bruge den fortærskede krimidronning-titel om nogen nulevende forfattere, så er Ruth Rendell den eneste, som har fortjent den. Vi andre kan allerhøjst håbe på en plads som hofdamer – men så skal vi altså også gøre os umage! Uanset, om den kvinde skriver under sit eget navn eller under pseudonymet Barbara Vine, så er hun plotkonstruktionens mester. Rendells roman nummer 59 (nioghalvtreds!) er nu udkommet – ganske vist endnu kun på engelsk, men mon ikke en oversættelse er på trapperne? Denne gang er emnet ganske vist meget lokalt engelsk, men har man set ”Javel, hr. minister” bare et par gange, kan man sagtens være med. Bogen handler nemlig om en ambitiøs, ung politiker, der med al magt forsøger at afværge en altødelæggende skandale, som naturligvis (vi er jo i England) handler om utroskab, kinky sex og lidt for ivrige journalister. | |
 Camilla Läckberg: Ulykkesfuglen
Lad det være sagt med det samme: Jeg forstår ikke Camilla Läckbergs overvældende popularitet. Jo, hun skriver da spændende provinskrimier, men det er der jo så mange, der gør. Også mange, der gør det betydeligt bedre – både i og uden for Sverige. Jeg læste i sin tid Isprinsessen og lod det være godt med det, indtil en gammel kollega for nylig fik mig overbevist om, at Ulykkesfuglen var bedre. Men nej. Historien flikflakker mellem så mange synsvinkler, at jeg opgav at tælle. Forfatteren kommer af samme grund aldrig i dybden med de medvirkende og skøjter hen over selv hovedpersonernes udvikling. For eksempel er det første gang, jeg har hørt om en afgrundsdyb, invaliderende depression, som kureres hundrede procent ved – en spadseretur! ÉN spadseretur. Det var nok! Det er sgu da en nyhed, der vil overflødiggøre store dele af psykiatrien! Ufrivilligt komisk er også Läckbergs hang til kanelboller. Ikke bare én eller to, men stort set ALLE personerne indtager friskbagte kanelboller i tide og utide. Jeg ved, at jeg selv er slem til at overføre min egen lækkersult til personerne i mine bøger. Men i de få af mine kagespisnings-scener, som overlever anden gennemskrivning, optræder der i det mindste forskellige slags kager, og jeg skelner mellem, hvilke personer der holder af kage, og hvem der ikke gør … | |
 Trisse Gejl: Skjul
Efter en halvslap læseoplevelse er der kun én ting, der hjælper: At fordybe sig i en god roman – og jeg mener rigtigt god; velskrevet og vedkommende og gribende og alting. Sådan en bog er Trisse Gejls nyeste, som i meget korte træk handler om en kvindelig akademiker, der efter nogle let kvajede beslutninger har følt sig nødsaget til at flygte fra sit københavnerliv og gemme sig i sin barndoms sommerhus et sted i Nordjylland. Der sidder hun så; i starten helt alene med selvbebrejdelserne og whiskyflasken, senere i selskab med sin trettenårige søn. Det lyder måske ikke af så meget, men Trisse har et ganske særligt talent for at beskrive, hvordan mennesker har det. Både når de er pinagtigt og/eller velsignet alene, og når de befinder sig i mere eller mindre akavet tosomhed. Beskrivelsen af samværet mellem Fanny og hendes søn er både morsomt og hjerteskærende – især for os, der har eller har haft teenagedrenge. Skjul er i al sin urovækkende, strittende kompleksitet som en mundfuld opstrammende medicin. Meget smuk, meget fint iagttagende, meget inspirerende. Tak for den. | |
 Susanna Jones: The Missing Person’s Guide To Love
Jeg holder meget af krimier, der ikke er rigtige krimier i snævreste forstand – som altså ikke slavisk følger normen og byder på et eller flere mord samt en opklaring, men som snirkler sig ind på en farlig situation ad helt andre og mere uforudsigelige veje. Hvor forbrydelsen måske, måske ikke begås, og hvor opklaringen i visse tilfælde helt udebliver. Karin Alvtegen er et godt eksempel på den slags krimiforfattere, Barbara Vine et andet. Nu har jeg fundet én til af slagsen, britiske Susanna Jones. I sin nyeste roman fortæller hun historien om Isabel, der vender tilbage til sin barndoms by for at deltage i en vens begravelse. Læseren får ikke så meget at vide om Isabels baggrund. Hun bor langt væk fra England; der er noget med et fængselsophold; vi får at vide, at hendes veninde forsvandt som femtenårig. Men hvordan hænger det sammen, og er der en slags løsning på de mange gåder? Romanen er stemningsmættet og superspændende, men man skal koncentrere sig under læsningen, hvis man vil forstå slutningen. Selv måtte jeg lige høvle den igennem en ekstra gang for at få styr på de mange hints og spor – og det er sådan noget, jeg godt kan lide! | |
 Meghan D. Jakobsen: Trods
Handlingen i denne fine debutroman er egentlig dybt tragisk. Den handler om at være barn i en hippiekultur, om at leve med en humørsyg mor; om voksne, der har for travlt med deres eget liv til egentlig at interessere sig for børnene; om hvordan det er at miste mennesker, man elsker. Alligevel er det slet, slet ikke en trist jamre-roman, det her. Det er en boblende, charmerende, aldeles opløftende lille perle, hvor fortællingen er overladt til familiens lille datter, der på én gang er bogens offer og heltinde. Hendes observationer af de voksne – hvad de siger og gør, og hvordan de kigger på hinanden – er intet mindre end geniale. Ofte sidder man og klukker højt under læsningen, selv om klumpen i halsen vokser. Det er folkekomedie og familiedrama på højt plan, og bogen kan anbefales på det varmeste! | |
 Rose Tremain: The Road Home
Lige så varme anbefalinger vil jeg give Rose Tremains seneste roman med på vejen. Jeg tror ikke, at den kvinde kunne skrive slapt eller uvedkommende, om hun så fik penge for det – faktisk kan jeg kun komme i tanker om én af hendes romaner, der ikke fængede mig umiddelbart, og det var sikkert min egen skyld. Tremains speciale er ensomme sjæle – fra hofdværgen i Restoration og den transeksuelle pige i Sacred Country til hovedpersonen i The Road Home, Lev, der emigrerer fra et ikke nærmere angivet, østeuropæisk land til England for at tjene penge til familien derhjemme. Umiddelbart ikke et set-up, jeg ville kaste mig over, men allerede fra første kapitel var jeg suget ind og fulgte den håbefulde indvandrer med tilbageholdt åndedræt til sidste side. Forfatteren manøvrerer elegant uden om alle de klicheer, der står i kø, så snart talen falder på indvandrere og vores behandling af samme. Hun gør historien om de indfødte englændere og den nyankomne østeuropæer personlig; hun gør den til en historie om individer i stedet for arketyper. | |
 Håkan Nesser: En helt anden historie
Svenske Håkan Nesser kan det, som enhver krimiforfatter med respekt for sig selv og sin genre stræber efter: Han kan skrive klassiske krimier, der samtidig er god litteratur. I dette, det andet bind i en trilogi med politimanden Gunnar Barbarotti i hovedrollen, folder Nesser uden at forhaste sig en indviklet krimigåde ud for læseren. En gruppe mennesker, der mere eller mindre tilfældigt tilbragte en sommerferie sammen fem år forinden, bliver én for én myrdet med stadigt mere opfindsomme metoder. Gådens løsning afsløres tilsyneladende af morderens personlige beretning, der i brudstykker drysses ned over hovedhistorien – men kan man overhovedet stole på en morder? 520 sider velskrevet underholdning i topplan. Kan anbefales på det varmeste! | |
 Katrine Marie Guldager: En plads i historien
Og nu, hvor vi er ved god litteratur … Katrine Marie Guldager har været vidt omkring – lyrik, noveller, børnebøger og romaner – men hun har så vidt vides aldrig forsøgt sig med en krimi. Og det synes jeg faktisk, hun skulle prøve. Alt tyder nemlig på, at resultatet ville blive noget ud over det sædvanlige. Hendes seneste roman, ”En plads i historien”, har så godt som alle de elementer, der skal til: Gode personer med komplicerede indbyrdes forhold, et mord, en slags opklaring, nogle uforudsete følgevirkninger. En velkonstrueret, spændende historie, fortalt i et meget personligt og til tider ret humoristisk sprog. Nogen rendyrket krimi er det ikke, men kriminørder kan sagtens nyde den alligevel. Jeg gjorde i hvert fald. | |
 Christopher Fowler: The White Corridor
En rigtig krimi er til gengæld The White Corridor, som endnu ikke er kommet på dansk – og spørgsmålet er, om det nogensinde sker. Bogen er en del af en serie med to højst besynderlige detektiver, Arthur Bryant og John May, som er ansat i en fiktiv særafdeling af politiet i London. Begge detektiver er langt over normal pensionsalder – Bryant er faktisk midt i firserne – og krimigåden, der i sig selv er meget spøjs, krydres derfor med den gamle herres betragtninger om vigtigheden af varme sokker og nytten af at kunne finde sine læsebriller, ligesom actionscenerne har indbygget deres egne fysiske begrænsninger. Alt i alt en meget festlig og anderledes krimi, men en dansk fremtid for den tror jeg ikke på. Hvis man er så anglofil, at man kan nyde seriens indeklumrede dunst af Marmite og defekte gasradiatorer, så vil man nok i virkeligheden hellere læse den på engelsk. Er du blevet nysgerrig, kan du læse mere på forfatterens hjemmeside, www.christopherfowler.co.uk. Han har skrevet mange krimier, men kun de følgende titler er i serien om Bryant & May: Darkest Day, Soho Black, Full Dark House, The Water Room, Seventy Seven Clocks, Ten Second Staircase, White Corridor, The Victoria Vanishes. | |
 Janni Olesen: Noget du skal vide
Denne forfatter er debutant, men det kan man bestemt ikke mærke på hendes præcise, stringente sprog – endsige på den overlegne fortællemåde, hun har valgt til sin roman. Selve handlingen er en barsk, psykologisk gyser om tre-fire yngre mennesker i Aalborgs studiemiljø – fra universitetet til vestbyens VUC. Det handler meget om sex, om parforhold og om forventninger til sig selv og andre, men det er for sprogets skyld, jeg har tænkt mig at æde denne bog en gang til i den nærmeste fremtid. Læs første, formfuldendte kapitel i smug hos boghandleren – og lad teksten selv overbevise dig om, hvorfor du skal købe denne lille perle. Jeg tror, at Janni Olesen får en lang og glorværdig karriere. Det fortjener hun! | |
 David Benioff: Tyvenes by
Endnu en roman, der ikke er en krimi, men som har mange af krimiens fornemste træk – et godt plot, en spændende handling og adskillige overraskelser undervejs i historien. Handlingen er henlagt til Leningrad i vinteren 1942, hvor tyske tropper har belejret byen. Der er hungersnød, og indbyggerne spiser hvad som helst for at overleve – katte, rotter, træ … sågar et enkelt barn i ny og næ. I denne trøstesløse situation sendes to purunge mænd ud på en ekspedition bag fjendens linjer for at skaffe noget så ekstravagant som et dusin æg til en højtstående officer, der skal holde bryllup for sin datter. Det bliver en barsk og begivenhedsrig vandring, krydret med litterær snak, lommefilosofi og pubertære erkendelser. Meget underholdende og sine steder ligefrem vittigt. Jeg er normalt ikke pjattet med krigsromaner, men ”Tyvenes by” er anderledes. Der er en grund til, at den er en international bestseller. | |
 Ole Rasmussen og Gorm Vølver: Elvira – forkortet af red.
Historien om Elvira Mortensen, Flauenskjold, kunne indtil for få år siden læses i At Tænke Sig på Politikens bagside. Da den gamle dame afgik ved døden, udgav Politikens Forlag denne samling af hendes glorværdige betragtninger – og jeg læser den stadig med jævne mellemrum, når jeg trænger til at blive mindet om, hvor vigtigt det er at lytte efter, hvad folk rent faktisk går og siger til hinanden – i dette tilfælde om ternede kasketter, kattetunger og fru Thomsen fra Garnøglen (naturligvis med jysk fælleskøn og ét n i midten!). Det er nemlig det, der gør fru Mortensen så ubetaleligt morsom: Hun er troværdig – med et twist. Bogen er desværre udsolgt fra forlaget, men hvis der interesse for det, står jeg gerne i spidsen for en folkebevægelse, der kræver genoptryk hurtigst muligt. | |
 Jo Nesbø: Frelseren m.fl.
Jeg kom først for et halvt år siden i gang med Jo Nesbøs serie om den egenrådige, norske politimand Harry Hole – og det tog et godt stykke tid, før jeg for alvor bed på. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, jeg havde gennemført læsningen, hvis jeg havde købt bøgerne én ad gangen, men nu forholdt det sig sådan, at jeg havde investeret i hele serien – og så skulle jeg den onde brodere mig også igennem alle bindene – og gudskelov for det. Når man først er kommet igennem de første to bind, går det op for én, at her er noget helt enestående. En krimiforfatter, der kan skrive sig uden om skabelonerne, så den alkoholiserede panser bliver andet og mere end en kliché, og så de lækre damer også virker interessante for andre end mandlige læsere. En forfatter, der er litterær i sit udgangspunkt, men som aldrig virker fortænkt eller opstyltet. En super-plotter, som dribler sig uden om den sædvanlige, alt for virkelighedstro reportagestil. Nesbø overholder med andre ord reglerne, men er talentfuld nok til også at turde ekstemporere. Han er min favorit blandt de skandinaviske krimiforfattere – bortset altså fra seriens to første bind, Flagermusmanden og Kakerlakkerne. Spring dem over med god samvittighed og nyd resten. Nesbø bliver bedre og bedre og bedre … | |
 Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne
Hvis du har det som jeg, når det gælder jagt og jægere, så vil du få fordommene bekræftet på det herligste (og væmmeligste) i Fasandræberne. Nej, jeg tror ikke, at alle jægere er sadister og dyremishandlere – men der er og bliver forskel på, om man holder en vildtbestand nede på et fornuftigt niveau, eller om man drager til fjerne afkroge af jordkloden for at bruge ufattelige mængder af penge, tid og kynisme på at forfølge og dræbe sjældne dyr ude i den natur, hvor de burde kunne være i fred. I Jussi Adler-Olsens uhyggeligt spændende roman kobles denne særegne type blodtørst med den særlige – og lige så farlige – indspisthed, som kan trives blandt gamle kostskolekammerater. Resultatet er en gyser, der giver ondt i maven, til sidste side er vendt. Jeg kan godt lide den frækhed, hvormed forfatteren placerer en navngiven og særdeles virkelig – om end afdød – dansk storvildtsjæger midt i bogens iøvrigt ganske fiktive univers. Det giver kant til historien. Fasandræberne er efter min mening endnu bedre end første bind i den danske serie om Afdeling Q. Mer’, Jussi, mer’! |
 Helle Helle: Ned til hundene
Jeg er stor fan af Helle Helle og hendes knappe, præcise gengivelser af, hvad folk dog går og siger til hinanden. I Ned til Hundene følger vi en romanforfatter, der lander som en slags logerende hos et ungt ægtepar et sted på den danske sydkyst. De tager sig venligt, næsten kærligt, af den uventede gæst, og strømmen af småkager, kiks og andre søde sager vil næsten ingen ende tage. Langsomt involveres hovedpersonen i landsbylivet – med lottokuponer, hundefodring og hospitalsbesøg som de vigtigste ingredienser – og finder en slags ro med sig selv. Fin, fin bog. Men jeg har én anke: Med sine 158 sider er Ned til Hundene alt for kort til min smag. Man når kun lige at lære personerne at kende – og så er historien pludselig færdig. Jeg læste den så én gang til, og det hjalp lidt … men alligevel. |
 Daniel Wallace: Mr. Sebastian og den sorte Tryllekunstner
Bøger er ligesom mennesker: De skal helst være lidt sære, hvis man skal blive ved med at bevare interessen for dem. En skabelonroman, som følger alle normer og regler, kan slettes fuldstændig af hukommelsen på mindre end et par dage, mens en mønsterbryder i bogform hægter sig fast og bliver siddende. Daniel Wallace er en forfatter, der skriver bøger i den sidstnævnte kategori. Bedst kendt er han for Big Fish, der senere blev til en helt vidunderlig film med Ewan MacGregor i hovedrollen, og hans nyeste om Mr. Sebastian og den Sorte Tryllekunstner skriger da også på en filmatisering. Ganske kort fortalt handler romanen om drengen Henry Walker, der indgår en pagt med Djævelen og bliver en fantastisk tryllekunstner til gengæld. Trylleriet bringer ham mange oplevelser, men ingen af dem når rigtigt ind til ham. Henry Walker bærer nemlig på en stor sorg, som han aldrig kan lægge fra sig, og som bliver ledemotivet i hans liv. Hans søster forsvandt nemlig sporløst, da hun var ni år, og hun er aldrig siden dukket op. Løsningen på gåden ligger lige for – og så alligevel slet ikke. Det er en gribende og overraskende bog, som fortjener mange læsere. | |
 Jez Alborough: Hug
Hvorfor er der ikke noget dansk forlag, der udgiver Jez Alboroughs utrolige billedbøger? Manden er ikke bare en vanvittigt dygtig tegner, men har en helt særlig gave, når det drejer sig om at gribe små børn (og deres forældre) ved hjerteroden. Heldigvis er flere af hans bøger næsten uden ord, så snart sagt alle med et rudimentært kendskab til engelsk kan være med. Et godt eksempel er bogen HUG!, hvor de nødvendige sprogkundskaber indskrænker sig til HUG (knus) og MOM (mor). Det skulle være til at overkomme, ikke? Bogens handling er enkel: En lille abeunge går gennem junglen og ser de andre dyr give hinanden knus: Løvemoren og løvebarnet, elefantmoren og elefantungen osv. Først smiler han, så bliver han ked af det, og de andre dyr må hjælpe ham med at lede. De finder hans mor, han får et knus – og så er dén historie færdig. Det lyder ikke af noget særligt, nej – men spørger du mit yngste barnebarn, Villads på to år, så er denne bog næsten for nervepirrende. Ydermere er der garanti for, at oplæseren får et knus til sidst! Prøv den! Det er spændingslitteratur på højt plan! | | | | |  | |
