Hundens bedste ven

To små hunde ved navn Mulle og Pippi er blevet et vigtigt omdrejningspunkt i Anna Grues liv. Både privat og som krimiforfatter og chefredaktør på det nye magasin Vi med Hund.

Af Karina Demuth, Dagbladenes Bureau

Man kan høre dem glamme helt ude ved lågen. Det er godt man ikke er postbud. Så kommer de spænende, ophidsede, overstadige og næsten sammenfiltrede i farten. Selv som ikke-den-store-hundeven er det svært ikke at blive rørt over en så stormende glad velkomst. Og de hopper ikke op. Det har de lært af deres mor. Chefredaktøren. For et hundeblad.

- Vi boede i en kæmpe villa på Frederiksberg, og havde lyst til noget mindre – og til ikke at bruge så mange penge på at bo, fortæller Anna Grue, krimiforfatter og chefredaktør på det nystartede magasin Vi med Hund. 

- Så fandt vi det her yndigste lille Pippi Langstrømpehus på Amager. Jeg forelskede mig med det samme, og ville bare have det.

Familien endte med at købe huset alt for dyrt, og gik derefter i gang med at sætte det i stand fra bunden. Faktisk endte den lille faldefærdige Villa Villekulla med at koste dem det samme som den store villa på Frederiksberg. Men så er der også en lille have til. Stauderne er tilbage fra 50’erne, og man kan se, at bedene på et tidspunkt har været passet med en neglesaks. Nu gror blomsterne vildt mellem hinanden.

- Vores vision om et mere enkelt liv har ikke foldet sig ud helt som planlagt, indser Anna med et grin. - I løbet af de sidste to år er vi flyttet, og har fået revet alt ned og bygget det op igen. Det var et ret håbløst projekt, for vi kan intet selv. Intet. Og samtidig har jeg startet et nyt blad, skrevet min første roman og er allerede på vej med den næste.

Inspireret af efternølerne

Oppe i køkkenet på 1. sal finder Anna en lille godbid frem til dyrene. Mulle og Pippi ved, at nu gælder det: Bom stille. Til sidst er det kun den yderste spids af halen, der rør sig i en næsten hjerteskærende tilbageholdt logren. Det må den ellers ikke. Men Annas hjerte er let at røre – især når det gælder familiens to fortryllende efternølere. Så de får deres godbid alligevel.

-  De er altid sultne. Altid, fortæller hun. Derfor bliver de nemt for tykke. Så i øjeblikket er de på en særlig diæt.

Det var egentlig Mulle og Pippi, der inspirerede Anna Grue til at starte et hundeblad. Som udviklingsredaktør i Aller-koncernen havde hun allerede arbejdet lidt på et oplæg, men ideen havde ikke fænget i huset. Så mødte hun ved et tilfælde et par andre mennesker, der var i gang med præcis samme ide. Og da de tilbød hende jobbet som chefredaktør, forlod hun resolut sit velbetalte karrierejob for at afprøve en ny drøm.

- I England har man 10-12 titler, der hver sælger godt, og i Amerika har enhver større by med respekt for sig selv deres eget blad: Hollywood Dog, New York Dog osv., forklarer hun. - Jeg er sådan én, der interesserer mig for, HVOR mange hunde Britney Spears egentlig har, og som kan lide at se de nyeste lækre halsbånd og hundeskåle. Jeg synes også, at det er sjovt at høre kendte mennesker fortælle om deres liv med hund.

Det er der åbenbart også en del andre mennesker, der gør, for bladet er, med et oplag et sted over de magiske 20.000 blade om måneden, kommet ganske godt fra start.

Selskab uden krav

Hundene følger os rundt i huset, og den hviskende lyd af bløde poter blander sig med de glade klip-klap fra Annas sommersko og fylder rummene ud med nærvær og hygge.

- Næst efter at få børn er det at have hund det sjoveste, jeg ved, siger Anna.  - Det er så ukompliceret at være sammen med dem. Det er selskab uden at kræve noget. Jeg kan fortsætte mine egne tanker  og lave om på mine planer uden at spørge. En hund synes ikke, at man er uhøflig, fordi man sidder og læser. Jeg kommer igennem flere bøger om ugen, og i alle weekender og ferier fra 8 – 14 skriver jeg på min nye roman. Enten oppe i tårnværelset eller i vores sommerhus. Samtidig med at jeg har et stort behov for ensomhed, så bryder jeg mig faktisk ikke om at være alene. Derfor er det så hyggeligt, at hundene altid er der, når jeg skriver.

I det hele taget har hundene givet mig et tryggere og gladere liv. De altid så glade for at se én. Når jeg er ked af det klistrer de sig til mig, byder sig til og er der. Og når jeg er glad, så glæder vi os sammen. Hundene udfylder simpelthen et hul i mig, som altid har været der, for er man hundemenneske, så er man ikke komplet, før man har sin hund omkring sig.

De første 22 år af sit samliv med sin mand, kunstmaler og professor Jesper Christiansen, brugte Anna til at plage for at få en hund. Men først, da parret ikke skulle have flere børn, fik hun lov. Familiens første hund Mulle har altid været lidt sær. Hun tøffer lidt rundt ude i periferien, og har sine egne ideer, som hun gennemfører uanset hvad. Til gengæld behøver hun ikke at bestemme over nogen for at være tilfreds. Og i alle livets forhold kører hun helt sit eget tempo. Mulles hvalp Pippi der imod er en glad og helt almindelig hund. Hun har et let og ukompliceret sind, er vild med at lege, og bliver skamløst ved med at plage, til hun får sin vilje. I samspillet med andre hunde går hun tillidsfuldt ind i ethvert dominansspil – også selvom modparten er både større og stærkere end hende.

- De fleste mennesker synes nok, at jeg ligner Pippi, siger Anna. - Pippi er chefredaktøren, som sætter ting i gang, farer rundt og finder på. Men inden i er jeg nok mere som Mulle. Der kører altid enormt meget i hovedet på mig, og på den måde er jeg nok lidt af en enspænder. Hvis Mulle var et menneske, ville hun kunne skrive en roman.