Jeg gider ikke skrive

om de der kække piger

Interview: Anna Grue går i kødet på kærligheden, utroskaben og religionen i sine krimier. Og så er hun vild med en skaldet detektiv

(Ekstra Bladet 2010)
Frank Sebastian Hansen
Foto: Jan Unger

Det er her, jeg skriver mine krimier. Jeg elsker at være her! Ekstra Bladet møder Anna Grue i familiens sortbejdsede sommerhus ved Vig i Odsherred, mens hedebølgen er på sit højeste. Fra verandaen kan man se Isefjorden, og nede i den aflange have, der strækker sig helt ned til strandkanten, lunter Anna Grues to cockerspaniels omkring og snuser i græsset.

Det er i dette stykke ærkedanske naturidyl, at Anna Grue skriver sine intelligente og plotstærke krimier om koldblodige mord og forkvaklede menneskelige relationer.

I reglen er Grue seks-syv måneder om at skrive en bog. I den periode tilbringer hun typisk fem-seks timer om dagen ved computeren. Og skrider tingene, som de skal, er manuskriptbunken vokset med fem sider, når en arbejdsdag er forbi.

Den skaldede detektiv
- Mange af dine skandinaviske krimikolleger har valgt en ilter, kvindelig hovedperson med lange ben og pressekort. Du har valgt Dan Sommerdahl - ' Den skaldede detektiv' - en 44-årig, excentrisk reklamemand og charmør. Hvorfor?

- Jeg gad ikke skrive om en af de dér kække piger. Dem var der allerede rigeligt af i de danske krimier. Jeg ville skrive om en mand.

- Men var der noget, jeg ikke orkede, så var det en af disse midaldrende kriminalkommissærer med mavesår. Jeg ville have en mand, som jeg selv kunne forelske mig i.

- Så Dan Sommerdahl ville have gode chancer hos dig?

- Helt klart! Han er sådan en mand, der kan få mig til at grine, hvilket absolut er det vigtigste. Men jeg er også helt sikker på, at jeg ville brænde nallerne på ham bagefter.

- Dan Sommerdahl har flere gange været sin kone utro. Han undskylder sig med, at de forhold kun er ' lidt sukker på toppen af kagen'. Hvorfor er han utro? - Han er en mand med appetit på livet og verden. Har han lyst til noget, så tager han det. Men der ligger ikke onde motiver bag hans handlinger.

- I slutningen af ' Kunsten at dø' smider hans kone Marianne ham på porten på grund af utroskab. Bliver familieidyllen genskabt i næste bind?

- Det vil jeg ikke røbe. Men jeg kan da sige, at Dan anskaffer sig en fiks sportsvogn! Så helt ovre midtvejskrisen er han nok ikke 53-årige Anna Grue debuterede i 2005 med krimien ' Noget for noget', som hun modtog Det Danske Kriminalakademis debutantpris for.

I 2007 kom den første bog med Dan Sommerdahl, og til august udkommer fjerde bind i serien om Den skaldede detektiv.

Kvinder med unge elskere
I krimien, der kredser om overgangsfasen mellem dreng og mand, er det første gang, Dan Sommerdahl springer ud som professionel detektiv.

- I ' Judaskysset' sætter du fokus på ældre kvinders erotiske forhold til yngre mænd. I bogen er flere af kvinderne nærmest flove over deres unge erobring. Hvorfor er de det?

- I vores samfund er det er okay, at en ældre mand forelsker sig i en yngre kvinde og får børnehold nummer to. Det er straks værre, hvis det er den anden vej.

Mænd må gerne
- Her bliver det nærmest anset for at være lidt ulækkert. Det har jeg sgu svært ved at forstå.

- Jeg tror på, at kærlighed både er farve-og talblind. - Det er da patetisk, at det er okay, at en rig mand gifter sig med servitricen på den café, hvor han drikker sin eftermiddagskaffe. Men hvis jeg f. eks. forelsker mig i den unge, flotte tankpasser nede på Statoil, så er fanden løs! Det ville folk virkelig ikke synes var fedt!

Pinligt at tro
- I ' Judaskysset' optræder en religiøs sekt, Herrens Hus, som minder en del om Jehovas Vidner.

I Danmark har vi det svært med folk, der bekender sig til en religion. Hvad er dit syn på religion?

- I vores kultur må man nævne alle legemsdele ved middagsselskabet, men hvis man siger, man er religiøs, så bliver der fuldstændig stille. Det er simpelt hen pinligt i vores rationelle samfund.

- Jeg er ikke selv troende, men jeg kan se, at det fællesskab, man finder i en religion, kan være utrolig stærkt.

- Hvis du endelig står frem og bekender din tro i dag, så er det på den dér selvhjælpsagtige måde, hvor du skal blive din egen gudinde eller power-prinsesse, hvilket jeg synes er dybt latterligt.

Ekstrem individualisme
- I ' Kunsten at dø' spidder du på underholdende vis hele kulturen omkring reality-shows. Hvorfor har vi alle de reality-shows?

- Trangen til at blive set og det, at nogen synes, at man er god til noget, er et behov i tiden. Man vil være på. Den ekstreme individualisme er jo et modsvar til religionen.

- Den store, anerkendte religion i dag er egoet. Det må man virkelig gerne dyrke - ud over alle grænser. Fra bizarre skønhedsoperationer til at synge pivfalsk på tv. Det er alt sammen helt legitimt.

- Så janteloven har altså fået et skud for boven?

- Ja. Nogle gange kan jeg næsten savne den.

Det psykologiske spi
- Du er ikke bange for kulturelt at hudflette dine romanpersoner. Men politisk tager du ikke så meget stilling i dine bøger. Hvorfor ikke?

- Min politiske holdning hører til mit privatliv. Jeg er radikal, det har jeg aldrig lagt skjul på.

- Men som forfatter er jeg interesseret i de nære relationer: Forholdet mellem forældre og børn, mænd og koner. Det er det psykologiske spil, der interesserer mig.

- Dine krimier byder altid på gennemtænkte plot, som man også ser det i især de engelske krimier. Er det herfra, du henter din inspiration?

- Jeg elsker de engelske krimier. Ruth Rendell, P. D. James og Peter Robinson er mine favoritter. Englænderne kan virkelig skabe plot, der holder hele vejen.

- Bliver du ved med at skrive krimier?

- Jeg elsker krimier og stærke plot.

- Men jeg tror, at jeg har skrevet min sidste krimi, når jeg om fem-seks år er færdig med Dan Sommerdahl-serien.

- Til den tid er det i hvert fald farvel til detektiv-verdenen.

 Den store, anerkendte religion i dag er egoet. Det må man virkelig gerne dyrke - ud over alle grænser. Fra bizarre skønhedsoperationer til at synge pivfalsk på tv.

Tudbrøler til X Factor

- Jeg var vild med den første ' Big Brother', og jeg elsker ' X Factor'. Her sidder jeg og tudbrøler, når dramaet udfolder sig hver fredag.

- For mig handler ' X Factor' slet ikke om, om folk kan synge eller ej. Det handler om den historie, der er omkring personerne - at vi følger dem fra ingenting, til deres drømme går i opfyldelse. Det er jo et rent skæbneshow.r jeg ikke bruge min tid på ' Paradise Hotel' og ' Singleliv'. Her er folk simpelthen for hjernedøde.

- Kommer vi til at se dig i et reality-show - måske i ' Vild med dans'? - Ha ha. Nej, det vil jeg aldrig nogensinde gøre. Jeg har ikke behov for at eksponere min person på den måde.

- Det er mine bøger, det handler om. Ikke mine deller og dårlige vaner.

Fakta: Blå Bog

Født 1957.
Tidligere chefredaktør i bladhuset Aller, hun stod i spidsen for magasiner som ' Forældre & børn', ' Bazar' og ' Vi med hund'.
Siden 2007 har hun arbejdet som fuldtidsforfatter.
Har udgivet fem romaner. Heraf tre i Dan Sommerdahlserien.
17. august udkommer seriens fjerde bind ' Den skaldede detektiv' på Politikens Forlag.

Privat: Er på 29. år gift med kunstmaler og tidligere professor på Kunstakademiet Jesper Christiansen.
Har to sønner på 33 og 20 år samt en datter på 29.

Tilbage til interviews