Måske er jeg i gang med

at opfinde min egen genre

af Gitte Fangel, Viborg Bibliotekerne
Uddrag af interview fra Litteratursiden.dk, marts 2006

En af anmelderne udtaler om din debutkrimi 'Noget for noget', at den er 'chick-lit for de lidt ældre piger' ... Er den det, og hvad indebærer det efter din mening?
 Jeg var meget glad for netop den anmeldelse – af Bo Tao Michaëlis i Politiken - selv om han ikke ligefrem jublede over 'Noget for noget'. Jeg synes nemlig, at han som en af de få kritikere har opfanget, at bogen bevæger sig på en skillelinje mellem den klassiske spændingsroman og den moderne, let humoristiske skønlitteratur for kvinder – den såkaldte chick-lit, der som sine stærkeste eksponenter har forfattere som Marian Keyes og Helen Fielding.
Bogen var i sig selv et eksperiment for mig, hvor ét af de mest interessante punkter i processen netop var, om jeg kunne kombinere de to genrer – og noget kunne jo tyde på, at det er lykkedes ;-)

Samme anmelder omtaler din krimi som en blanding af moderigtig sædeskildring, damekrimi og gammeldags, borgerlig roman ...  
Som sagt … Jeg giver ham ret. Det er efter min mening både bogens største force og værste svaghed, at den ikke 'vælger side' rent genremæssigt. Jeg var udmærket klar over dette dilemma, mens jeg skrev den, men jeg besluttede meget tidligt i processen, at når jeg ikke kunne bekæmpe mit stilistiske vægelsind, så måtte jeg finde ud af, hvordan jeg kunne udnytte det. Jeg elsker selv romaner, der ikke er klart definérbare, hvad angår genre. Ruth Rendells thrillere er et godt eksempel, ligesom P.D. James’ romaner er forbilledlige, fordi de både kan læses som samtidsromaner og som klassiske krimier. Længere tilbage i litteraturhistorien finder vi mit helt store idol, Charles Dickens, der i flere af sine fantastiske romaner har indlagt rene krimihandlinger som en slags sidehistorier til den større fortælling. Det giver en læseoplevelse, der på mange planer ligger lagt ud over, hvad hans samtidige kolleger frembragte, og som giver én lyst til at læse hans bøger igen og igen.

Er du krimiforfatter – eller?
Når man vælger sin genre som forfatter, er det i høj grad en afspejling af, hvordan man er som læser. Jeg er utroligt forslugen, når det gælder god litteratur. Der ryger mindst fire-fem tykke bøger ned hver måned, og jeg bilder mig ind, at jeg har et rimeligt overblik over i hvert fald den engelsksprogede litteratur – jeg er stor fan af de tunge, angelsaksiske drenge fra Henry James og Charles Dickens til Jonathan Saffran Foer, Don DeLillo, John Irving og Salman Rushdie. Men mange af de bøger, jeg virkelig nyder at læse igen og igen, er skrevet af kvinder.
Jane Austen grundlagde den humoristiske, letløbende chick-lit genre, og forfattere som Anne Tyler og Rose Tremain er helt utrolige til at skildre mennesker, så man næsten får ondt – både af grin og af gru.

Men allerbedst har jeg det, når jeg ligger sammenkrøllet med en krimi, uanset om det er første eller tyvende gang, jeg læser den. Ruth Rendell, Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, P.D.James … Jeg lyver ikke, når jeg siger, at samtlige deres bøger er læst i laser hjemme hos mig. En god kriminal- eller spændingsroman udfordrer min krysteragtige sjæl til det yderste – men jeg tør godt læse den til ende. Jeg kan klare virkeligt rå voldsscener i en bog, mens jeg er totalt afholdskvinde, hvad blodige film angår… Mit eneste krav er, at der ikke – heller ikke i bøgerne – må ske noget ondt med hverken dyr eller børn. Ellers er jeg med på den værste!
Så selvfølgelig var det krimigenren, jeg instinktivt kastede mig over, da jeg besluttede mig for at give efter for min skrivetrang. Jo, jeg betragter mig selv som en slags krimiforfatter. Problemet er bare – som før nævnt – at jeg har svært ved at holde mig til den klassiske fortolkning af genren.
Måske er jeg i gang med at opfinde min egen genre?

Læs hele artiklen på: http://www.litteratursiden.dk/sw58920.asp