 |
|
Annas Top 5 i december
Dette er lige for tiden min personlige top 5. Det er samtidig verdens mest uaktuelle liste, idet jeg forbeholder mig ret til at omtale såvel gamle som nye ting, der inspirerer mig – og som forhåbentlig også kan være til glæde for dig!
 FILM
Brideshead Revisited, tv-serie i 11 afsnit efter Evelyn Waughs roman af samme navn
Jeg har det som mange (måske de fleste?) andre bognørder: Jeg hader at se filmatiseringer af bøger, som jeg holder af. Lad gå med de plotbårne krimihistorier om Morse, Dalgliesh m.fl. Dér kan filmatiseringen ofte give et ekstra schwung på handlingen og stemningen, og så kan jeg sådan set godt se gennem fingre med, at filmens personer ikke helt ligner dem, jeg så for mig under læsningen. Værre er det med bøger, hvor magien ikke ligger primært i plottet, men i persontegningen, stemningerne og sproget. Eller hvor handlingen er så kompleks, at filmselskabet er nødt til at barbere ni tiendedele væk. Ydrk! Tænk bare på John Irving-filmatiseringerne. Eller alle de sentimentale kysefilm, der er skabt over finurlige Jane Austen-romaner. For slet ikke at tale om den mishandling, diverse Astrid Lindgren bøger har været udsat for …
Men ingen regler uden undtagelse: Jeg ÆLSKER tv-serien ’Bridehead Revisited’ lige så højt, som jeg elsker bogen! Filmatiseringen er fra 1981 og kan derfor fejre sølvbryllup med resten af verden i år. Og den holder. Hvert et sekund af denne serie er en nydelse. Skuespillerne, ikke mindst de tre hovedrolleindehavere, Jeremy Irons, Anthony Andrews og Diana Quick, viser i lange, lange, dvælende klip, at drama ikke bare er et håndværk, men kan være stor kunst. Manuskriptet følger bogen næsten linje for linje, scene for scene, og replikkerne er ordrette citater fra Waughns originalmanuskript. Læg dertil en forbilledlig billedside og en fint komponeret klipning. Det er stort!
Jeg aner ikke, om der er planer om at genudsende ’Brideshead Revisited’ i den nærmeste fremtid – selv om den burde blive sendt en gang om året! – men du kan få alle 11 afsnit på dvd (fem disks), distribueret af SF-Film. Vi fandt den brugt til en hundredekroneseddel – måske kan du også være heldig?
|
 SITCOM
Under kitlen, sendes på DR2 hver fredag aften
Er du til sær, britisk humor i stil med ’Smack the Pony’ og ’The Office’ – så må du ikke snyde dig selv for ’Green Wing’, der på dansk har fået den lidt platte titel ’Under kitlen’. Den er så mærkelig, at jeg de første par afsnit sad med åben mund og forsøgte at beslutte mig til, om det var helt åndssvagt eller supermorsomt, men jo længere jeg kom ind i det besynderlige sygehusunivers, desto mere grinede jeg. Og nu er jeg hooked. Så hooked, at jeg netop har gennemført en maraton-session, hvor jeg så hele første og anden årgang nærmest ud i ét. Spørg mig ikke, hvor jeg fik fat i dem – forklaringen er lang og vistnok helt legal ;-) Skynd dig hoppe på, før det er for sent!
|
 BOG
Ali Smith: The Accidental (fås også oversat til dansk under titlen ’En fremmed banker på’)
En engelsk familie tilbringer et par måneder i et sommerhus. Alle fire – mor, stedfar og de to pubertetsbørn – har skabene fyldt med raslende skeletter, og man får som læser lov at kigge grundigt på dem. Bogen er nemlig fortalt som ren ’flow of conscience’ i den bedste Joyce-tradition, hvor man følger familiemedlemmernes tankestrøm i en sirligt opbygget struktur. Især indblikket i børnenes hoveder er gribende og meget smukt fortalt.
Handlingen sparkes i gang, da en fremmed kvinde, Amber, pludselig flytter ind til familien. Husets beboere tror hver især, at kvinden er inviteret af en af de andre, og heller ikke læseren får anden forklaring end de mere eller mindre velunderbyggede formodninger, der farer gennem hovedet på de fire fortællere. Kommunikationen blandt dem er så ringe, at der går flere dage, før det går op for dem, at ingen ved, hvorfor Amber er der, og hvor hun er kommet fra. Og på det tidspunkt kan det være lige meget. Da har hun opbygget et forhold til hver og én af de fire ensomme sjæle. Hvad det fører til, skal jeg ikke røbe her. Men spændende er det!
’The Accidental’ vandt The Whitbread Award 2005 og var blandt finalisterne til The Man Booker Prize samt the Orange Prize
samme år.
|
 OPLEVELSE
Kastanievejs Efterskole
Havde du spurgt mig for fem år siden, om jeg ville sende ét af mine børn på efterskole, ville jeg have stirret opgivende på dig. En efterskole? Det lød for mig lige så tåbeligt som en kostskole – og ikke så lidt mere lavstatus. Betale flere tusinde kroner om måneden for at afhænde sit vidunderlige barn til fremmede mennesker? Og var der ikke også noget med, at det kun var taberbørnene, der kom sådan et sted? De røg sikkert en masse hash og lærte at spille latterlige folkesange på ustemte guitarer … Efterskole? Ikke ud af stedet!
Nå, men nu er der så sket det, at mit yngste barn – min højtelskede, sjove, kloge og helt bedårende efternøler – for fire måneder siden startede på Kastanievejs Efterskole, valgt udelukkende, fordi der primært undervises i kreative fag. Idræt findes ikke her, men ungerne får rigelig motion af drama, dans og løben op og ned ad de mange trapper.
Det er en fantastisk oplevelse at se sin skoletrætte, livslede pode forvandle sig til en glad, engageret og ansvarsbevidst ung mand. Jeg har aldrig set nogen vokse så hurtigt. På de fire måneder er drengen blevet fire år ældre. Han elsker sin skole – og jeg forstår ham hundrede procent! Her er ikke én lærer, der ikke er topmotiveret, og hverken forældre eller elever skal høre på klager over nedskæringer, manglende vikartimer eller den dumme regering. Det er faktisk en befrielse.
|
 TANKE
Jeg hader moraliserende julegaver
Det er en kendt sag, at mange mennesker vælger gaver, der siger mere om dem selv end om modtageren. Man signalerer, at man er et godt og frem for alt politisk korrekt menneske, hvis man forærer et gavekort på en ged i et u-land væk, og man understreger sit eget høje kulturniveau ved at pådutte sin Jane Åmund-elskende svigermor den nyeste roman af Martin Amis, ligesom man lige får sat spot på sit eget globetrotterliv, hvis man insisterer på at forære sine sagesløse venner souvenirs fra de fjerne lande, man har besøgt. Og fred være med det. Geden ER en god gerning, bogen kan byttes, og souveniren vil sikkert gøre lykke på det næste loppemarked, du deltager i.
Det, jeg hader, er gaver, der er tænkt som et lammende vink med en temmelig robust vognstang til dem, man af en eller anden grund føler sig kaldet til at korrekse. En badevægt til din overvægtige veninde, en økonomipakke med Nicorette tyggegumme til din storrygende kollega, billetter til Operaen til din teenagebror med hang til dødsmetal …
Det er den sikre vej til at gøre modtageren dårligt tilpas, mens den glade giver sidder og soler sig i sin egen klogskab. Lad os nu være, for pokker! I det mindste juleaften!
|
|
|
|
|
 |
|
