Annas Top 5 i februar

KRIMI
Inger Frimansson: Skyggen i vandet

Denne kuldslåede skovsø-gyser er en fortsættelse af den mindst lige så kriblende ubehagelige gyser ”Godnat min elskede”. De to bøger er bemærkelsesværdige på mange måder. For det første er det uhyre sjældent at støde på kriminalromaner, hvor hovedvægten ikke ligger på hverken opklaring eller forløsning, men fokuserer på det psykologiske spil mellem morder, offer og omgivelser. For det andet er det lidt af en sensation, når både første og andet bind i en så utraditionel ”serie” præmieres med Sveriges fornemste krimipris – ”Årets Bästa Deckare” i henholdsvis 1998 og 2005. Og for det tredje er bøgernes forfatter, Inger Frimansson, indtil videre den eneste kvinde, der har modtaget den ærefulde pris to gange.

Jeg har først fået læst de to bøger for nylig – og nøjjj, hvor er de uhyggelige! De kan varmt anbefales til en kold vinteraften, men jeg vil altså fraråde dig at læse dem, mens du er alene i sommerhuset. Især ”Skyggen i vandet” bragte mig i en tilstand, hvor jeg bare VIDSTE, der var nogen, som kiggede ind ad mit vindue, men jeg turde ikke gå hen og trække gardinerne for. Og min mand sad endda lige ved siden af!!!!

OPSLAGSVÆRK

Bo Tao Michaëlis og Carsten Berthelsen: Underholdningskanonen

Når man elsker at være i selskab med en masse små, gnidrede bogstaver, som står på et tilsyneladende uendeligt antal rækker, side op og side ned … Når man foretrækker denne form for underholdning frem for alverdens film, teaterstykker og dannede samtaler … Når man kan lide at grine, græde og forarges under læsningen … Når man vælger sine bøger så tykke som muligt, så man får flere timers underholdning for pengene … Når man er så opslugt af historien, at man hellere springer nattesøvnen over end lægger bogen fra sig … Ja, så er man RIGTIG læser, én af de helt uhelbredelige. Og er man først bidt for alvor af den bacille, så ryger de fine fornemmelser sig ofte en tur.

Jeg har ikke spor imod dybe tanker og kloge bøger, men jeg gider saftsuseme ikke spilde min dyrebare tid på at ligge og kede mig under læsningen – og så er jeg ellers ligeglad, om min bogsmag kan kaldes ”fin” eller ej. På den anden side vil jeg selvfølgelig ikke spilde tid på noget, der er dårligt skrevet eller slapt fortalt. Håndværket skal være i orden, som det er hos en Dickens, en Irving, en Austen, en Rendell, en Twain eller en Søeborg. Derfor er ”Underholdningskanonen” blevet én af mine yndlingsbøger. Det er så befriende at læse, hvad en flok begavede – og ofte ret vittige – kendere har på hjerte, når det drejer sig om den slags bøger, der rent faktisk bliver læst. I denne kanon omtales bøgerne på deres egne præmisser, og her er ikke nogen, der pludselig giver sig til at bebrejde Bridget Jones, at hun mangler dybde, eller er bekymrede over James Bonds noget overfladiske forhold til globaliseringsprocessen. Det er stort!

TV-SERIE

Forbrydelsen

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg IKKE ville deltage i lovprisningen af DR Dramas nye krimiserie. Der er jo ikke noget ved at gentage noget, som alle andre siger i forvejen. Men så sad jeg forleden og surfede på nettet, og det gik op for mig, at derude i virkeligheden – på folks private blogs – bliver der luftet nogle holdninger, som hverken stemmer overens med de næsten enstemmigt begejstrede anmelderes eller med de rekordhøje seertal. Ord som ”langsomt”, ”kedeligt”, ”søvndyssende” og ”lammende” svæver rundt i cyberspace – og det kan jeg overhovedet ikke forstå! Det her er den første danske serie i mands minde, der har kunnet fastholde min opmærksomhed i mere end et enkelt – eller bare et halvt – afsnit. Glem Ørnen, glem Samsø-strisseren, glem Rejseholdet og alle de andre. Det her er bare SÅ godt. Faktisk kan jeg kun komme i tanker om én anden dansk krimiserie, der fangede på samme måde, nemlig ”Edderkoppen”, som gik for nogle år siden. Og hvis vi nu tænker os rigtig godt om, var der så ikke noget med, at hovedrollerne var besat af navne som Bjarne Henriksen, Lars Mikkelsen og Bent Mejding …?

WEBSITE
Omregningssite

Matematiker har jeg så sandt for dyden aldrig været, men helt dum er jeg altså heller ikke. Derfor har det alle dage irriteret mig, når der i engelsksprogede film og bøger indgår mål, jeg simpelthen ikke kan finde ud af at omregne til dansk. Hvor meget er en af de dér ”stone” for eksempel, som engelske damer altid gerne vil tabe sig? Det er aldrig helt lykkedes mig at finde ud af det, men nu er redningen her! På www.onlineconversion.com kan du omregne ALT – også tøjstørrelser og drinks og alting! Elsker det site! (Til almindelig information er en stone lig med 6,35 kilo)

KITSCHET DRINK

Kaffe med Bailey’s

Ligesom der findes bøger, som alle elsker, men som man ikke omtaler i pænt selskab, findes der også drinks, der er populære, men af en eller anden grund er dømt plebsede. Fælles for dem er, at de er søde. Bitter dram er helt okay, snaps og whisky er også sikre valg, men likører af enhver slags er fy fy skamme!

Det sjove er så, når man sidder ved et cafébord med et par andre kvinder, og vi skal ha’ en lille én til kaffen. ”Armagnac,” siger den ene, ”Cognac,” siger den anden, og ”Bailey’s,” siger jeg så. ”Bailey’s!” udbryder veninderne i kor, ”… det søde stads! Det kan du da ikke mene!” Men jo, jeg insisterer, og vi får vores avec’er. Jeg hælder omgående min Bailey’s i kaffen. Veninderne gyser lidt mere, nipper til deres voksensprut – og så kommer det med usvigelig sikkerhed fra én af dem: ”Bailey’s i kaffen! Uha! … Må jeg ikke lige prøve at smage? … Mmmm … Det er faktisk ikke så dumt!” Den anden veninde skal så selvfølgelig også lige prøve, og inden vi får set os om, er min kitschede kaffe væk – og veninderne har stadig det meste af en drink tilbage. Det allermest tragikomiske er, at hvis vi et par måneder senere igen befinder os ved det samme bord og skal bestille sprut til kaffen – så starter det hele forfra, og de vil til deres død benægte, at de nogensinde har smagt det sprøjt. Derfor må de hellere li-i-i-ige smage på min …

Annas Top 5 i:

• Januar '07

• December '06

• November '06